Hvornår bliver en gruppe mennesker egentlig til et team?

Vi bruger ordet team mange steder.

På arbejdspladsen. I skolen. På en uddannelse. I sportsklubben. Blandt frivillige. Og om mennesker, der er blevet sat sammen for at løse en bestemt opgave.

Men hvornår er vi egentlig et team?

Er det, når vi får et fælles navn? Når vi arbejder med den samme opgave? Eller når nogen fortæller os, at vi fra i dag er et team?

Et almindeligt svar er, at et team er en gruppe mennesker med et fælles mål.

Men er det nok?

Elever kan gå i den samme klasse og arbejde mod den samme eksamen. Medarbejdere kan være en del af den samme afdeling. Spillere kan bære den samme trøje. Alligevel kan de stadig være mest optagede af deres egen præstation, deres egen opgave og deres eget resultat.

Målet kan være fælles, uden at ansvaret er det.

Vi behøver ikke være enige om målet

I mange sammenhænge er målet ikke noget, vi selv har valgt.

En afdeling får et resultatkrav. Et projektteam får en deadline. Et hold på en uddannelse skal gennemføre det samme forløb. Et sportshold skal spille den turnering, det er tilmeldt.

Vi behøver ikke alle være lige begejstrede for målet. Vi behøver heller ikke forstå det på præcis samme måde.

Alligevel kan vi godt udvikle os til et stærkt team.

Ikke fordi vi pludselig bliver enige om alt, men fordi noget begynder at ændre sig i måden, vi er sammen på.

Vi deler vores erfaringer.

Vi tør udfordre hinandens tanker.

Vi hjælper den, der er ved at falde bagud.

Vi spørger ikke kun: Har jeg gjort min del? – men også: Hvordan lykkes vi sammen?

Og måske vigtigst af alt: Det begynder at betyde noget for os, om de andre lykkes.

Det er dér, jeg mener, at en gruppe begynder at udvikle sig til et team.

Et team opstår ikke fra den ene dag til den anden

Vi taler nogle gange om grupper og teams, som om der findes en tydelig grænse mellem de to.

Mandag var vi en gruppe. Tirsdag blev vi et team.

Så enkelt er det sjældent.

Et team udvikler sig gennem de erfaringer, mennesker får sammen. Når vi opdager, at vi kan regne med hinanden. Når der bliver plads til de usikre spørgsmål. Når nogen hjælper, selvom opgaven egentlig ikke er deres. Og når uenighed ikke bliver opfattet som modstand, men som en mulighed for at se noget fra flere sider.

Det betyder også, at et team kan bevæge sig den anden vej.

Hvis tilliden forsvinder, hvis viden holdes tilbage, eller hvis vi igen kun begynder at beskytte vores egen del, kan det fælles ansvar langsomt smuldre.

Teamet findes måske stadig på organisationsdiagrammet, holdlisten eller deltagerlisten.

Men fungerer det stadig som et team?

Fælles ansvar betyder ikke, at alle skal gøre alt

At tage fælles ansvar betyder ikke, at roller, faglighed og forskelligheder skal forsvinde.

Tværtimod.

Vi kan have forskellige opgaver, evner, erfaringer og holdninger. Det kan være netop dét, der gør teamet stærkt.

Det fælles opstår, når vi forstår, at min måde at løse min del på påvirker dine muligheder for at løse din. Når jeg ikke blot afleverer noget fra mig, men også interesserer mig for, hvordan det bliver modtaget og brugt.

Det handler ikke om, at alle skal tage ansvar for alt.

Det handler om, at ingen betragter helheden som en andens ansvar.

Målet giver retning – relationerne gør det muligt

Et fælles mål kan samle mennesker og give retning. Derfor er målet ikke ligegyldigt.

Men målet skaber ikke i sig selv tillid, nysgerrighed eller lysten til at hjælpe hinanden. Det fortæller os, hvor vi skal hen, men ikke hvordan vi skal være sammen på vejen.

Derfor bliver vi ikke nødvendigvis et team, fordi nogen kalder os det, eller fordi vores navne står under den samme overskrift.

Vi begynder at blive et team, når vi tager ansvar for mere end vores egen del – for opgaven, for samarbejdet og for hinandens mulighed for at lykkes.

Når samarbejdet skal undersøges sammen

Det er blandt andet den slags spørgsmål, vi arbejder med i Cederbo Consulting.

Ikke for at fortælle en gruppe, hvordan den skal være et team, men for at hjælpe mennesker med at undersøge deres samarbejde sammen:

Hvor tager vi allerede ansvar for hinanden?

Hvornår bliver vi mest optagede af vores egen del?

Hvad gør det let at bidrage – og hvad holder os tilbage?

Og hvad har vi brug for fra hinanden, hvis flere skal have mulighed for at lykkes?

Gennem faciliterede samtaler, workshops og teamcoaching skaber vi rum for, at mennesker kan få øje på de mønstre, der allerede findes mellem dem. Ikke for at komme med en færdig opskrift, men for at skabe den forståelse, der gør det muligt for teamet at finde sin egen vej videre.

Måske er spørgsmålet derfor ikke kun:

Er vi et team?

Men også:

Hvad gør vi hver især, som hjælper teamet med at udvikle sig?